Nyt voldsomt prishop på elmarkedet

Det nordiske elmarked har oplevet nogen nye voldsomme prisstigninger de sidste par dage.

Det nordiske elmarked har oplevet nogen nye voldsomme prisstigninger de sidste par dage. Årsagen til dette er først og fremmest, at gasleverancerne via Nord Stream 1, den vigtigste gasledning mellem Rusland og EU, er blevet reduceret yderligere. Nord Stream 1 opererede i forvejen på mindre end halv kraft, og Rusland har nu reduceret flowet på ledningen til kun 20 % af kapaciteten.

Frygten for gasmangel over den kommende vinter har sendt gaspriserne på himmelflugt, og elpriserne er fulgt med opad. På det nordiske elmarked er både kontrakten for det kommende kvartal (Q4-22) og årskontrakten for 2023 steget med 15 % siden mandag morgen, og begge kontrakter ligger på rekordhøje prisniveauer.

Ruslands officielle begrundelse til faldet i gasflowet er endnu engang tekniske problemer med ledningen. Det er den samme årsag russerne i sin tid brugte, da de skulle forklare hvorfor flowet blev reduceret fra den fulde kapacitet til kun 40 % tidligere på sommeren, men EU’s ledere og ikke mindst Tyskland har flere gange stillet spørgsmålstegn ved denne forklaring. EU tror i stedet, at Rusland bruger gas som våben i den nuværende diplomatiske krise med Vesten, som eskalerede i forbindelse med krigsudbruddet i Ukraine.

Spørgsmålet er nu, hvad der kommer til at ske med den russiske gaseksport de kommende uger. Den turbine, som russerne hævder de mangler for at kunne reparere Nord Stream 1 og genoptage fuld eksport via ledningen, er blevet sendt til Sankt Petersborg, og hvis det reelt er dét, der er problemet, kan det altså løses indenfor en overskuelig fremtid. EU frygter imidlertid, at russerne ikke kommer til at skrue op for gasleverancerne, men at flowet på Nord Stream 1 derimod meget vel kan ophøre fuldstændig i løbet af de kommende uger. Hos Energi Danmark følger vi naturligvis udviklingen nøje.