Virus dæmper væksten på oliemarkedet

Coronavirusudbruddet i Kina får nu både OPEC og Det Internationale Energiagentur til at sænke sine forventninger til væksten på oliemarkedet.

Den seneste måned har den helt store globale nyhedshistorie været coronavirusudbruddet i Kina. Trods omfattende tiltag fra den kinesiske regering for at bekæmpe spredningen af virussen stiger antallet af smittede fortsat, og også i andre lande kæmper sundhedsvæsen og myndigheder med at sikre sig mod at smitten spreder sig.

Virussen fortsætter også med at sprede frygt på tværs af markederne, og især oliemarkedet har været ramt. I slutningen af januar og starten af februar faldt prisen på en tønde Brent-olie således 15 %, og kun rygter om at OPEC vil begrænse produktionen yderligere har fået prisfaldet til at stoppe. Nu er både OPEC selv og Det Internationale Energiagentur (IEA) så ude og justere på forventningerne til olieefterspørgsel på baggrund af virussen.

I en ny rapport fra IEA sænker agenturet sin vækstforventning i den globale olieefterspørgsel for 2020 med 30 % som følge af virusudbruddet. Efterspørgslen ventes i gennemsnit nu kun 830.000 tønder per dag højere end i 2019, hvilket er den laveste vækst i efterspørgsel siden 2011. OPEC har sænket sit vækstestimat for året med ca. 25 %.

”Den globale økonomi er blevet hårdt ramt af coronavirussen og den omfattende nedlukning af den kinesiske økonomi” lyder det fra agenturet i sin rapport, og på markederne spekuleres der nu i, hvor meget væksten i den kinesiske økonomi vil aftage. Alt dette afhænger dog fortsat af, i hvor høj grad det vil lykkes kineserne at stoppe spredningen af virussen.