Enorme prishop efter ny uro om den franske kernekraft

Tirsdag blev det meldt ud, at der er nye sikkerhedsproblemer med de franske kernekraftreaktorer. Det førte til store prisstigninger på tværs af markederne.

Den franske kernekraftsektor har det med fra tid til anden at sende chokbølger ud over de europæiske energimarkeder, og dette var også tilfældet tirsdag. De franske kernekraftmyndigheder (EDF) meddelte, at adskillige af landets kernekraftreaktorer har problemer med svejsningerne, og at der skal gennemgås sikkerhedstjek for at vurdere, om reaktorerne kan fortsætte driften.

Indtil videre har EDF ikke taget nogen reaktorer ud af drift, og det er på nuværende tidspunkt meget usikkert, hvor stort problemet er. Der kan være tale om en situation, der går over når sikkerhedstjekkene er gennemført, men i princippet kan det også være et problem, der betyder at franskmændene må lukke adskillige reaktorer hen over vinteren, hvor de franske kernekraftværker er særdeles vigtige for de europæiske elmarkeder.

Trods usikkerheden om vigtigheden af nyheden, reagerede de europæiske el- og energimarkeder meget stærkt i går. Hvis Frankrig må tage store dele af sin kernekraft ud af drift, vil det øge efterspørgslen på kul og gas. Prisen på 2020-kontrakten på den vigtige europæiske NCG-gasbørs steg eksempelvis med hele 7 % i går, hvilket er det største prisudsving nogensinde på én dag for kontrakten. Også kul- og CO2-priser steg kraftigt, og på det tyske elmarked steg 2020-kontrakten med intet mindre end 2,80 EUR/MWh, svarende til 6 %.

Også det nordiske elmarked blev kraftigt påvirket af situationen. Den nordiske Q4-19-kontrakt handler onsdag morgen til 38,85 EUR/MWh, en stigning på knap 7 %, siden nyheden kom ud tirsdag. 2020-kontrakten er steget knap 2 EUR/MWh, svarende til ca. 6 %.

Markederne vil nu følge nyhederne fra Frankrig tæt den kommende tid, indtil vi får klargjort, hvor stort problemet med reaktorerne er, og hvor stor indvirkning det vil have på markederne.