Mørke udsigter for kulmarkedet

Produktionen stiger på kulmarkedet, der også er hårdt ramt af den amerikansk-kinesiske handelskrig. De allerede meget lave priser kan være på vej til at falde yderligere den kommende tid.

Der ser ikke ud til at være bedring på vej på de allerede hårdprøvede internationale kulmarkeder. Priserne har været faldende store dele af 2019, og den seneste eskalering i den amerikansk-kinesiske handelskrig kunne meget vel betyde, at denne udvikling fortsætter også i resten af året. Torsdag annoncerede den schweiziske bank UBS en ny prognose for de asiatiske kulpriser, hvor man har sænket niveauet med 4 % for resten af året.

USB begrunder nedjusteringen med, at det virker stadig mere usandsynligt, at USA og Kina lykkes med at finde en løsning på handelskrigen i løbet af resten af året. Donald Trump har annonceret yderligere tariffer mod Kina, der i hans optik har svigtet med at lande en aftale, der ellers angiveligt skulle have været tæt på flere gange.

Den kinesiske økonomi lider under handelskrigen, og det afspejler sig på kulmarkedet, hvor bevægelserne i Kina er afgørende også for udviklingen i Europa. Kineserne har trods den svigtende økonomi valgt at skrue op for landets kulproduktion, der ifølge tal fra Montel i juli var 12 % højere end på samme tid sidste år.

Der kan dermed meget vel være udsigt til yderligere prisfald på kulmarkedet. Tilbage i juni nåede markedet sit laveste prisniveau i to år, men det virker for nuværende meget sandsynligt, at vi kan falde under dette prisleje i løbet af de kommende uger og måneder.