At lære af sine fejl

Jonas Lundgaard Poulsen startede i Energi Danmark som Trainee i vores Trading-afdeling lige efter endt studie. Her blev han en masse erfaringer rigere og lærte også af sine fejl undervejs. I dag er Jonas Head of Energy Commodities. Vi spurgte ham om hans rejse i Energi Danmark, og hvordan det er at starte som nyuddannet.

Navn: Jonas Lundgaard Poulsen

Uddannelse:
MSc. Finance, Aarhus BSS

Stilling: Head of Energy Commodities

Ansat siden: Maj 2013

Hvad jeg laver

- Da jeg startede i Trading som Trainee, var en af mine første opgaver at handle dagsauktionen på kablet mellem Frankrig og England og i samme ombæring hedge eller geare positionen på OTC-markedet. Siden da har jeg været omkring stort set alle de lande, vi er aktive i og handlet alt fra nærmeste dag til front år. At man som Trainee/Junior trader i Energi Danmark har friheden til at fordybe sig i størstedelen af de europæiske elmarkeder, giver en bred forståelse for, hvordan dynamikken i markedet er. F.eks. det at kunne se, at regn på Balkan vil holde off-peaken i Vesteuropa under Norden, giver unikke muligheder i forhold til at opbygge positioner med det rette udfaldsrum.

-I dag er jeg Head of Trading i vores Energy Commodities team, hvor vi spekulerer i prisudviklingen i energirelaterede råvarer. Vores hovedfokus er elmarkedet, men vi handler også aktivt med kul, gas og CO2-certifikater. Vi er et lille dynamisk team på i dag seks Traders mig selv inklusiv.

Jeg havde været ansat under en måned, da jeg mistede en del penge på en dum fejl, hvor jeg ikke kontrollerede mit arbejde godt nok. En måned senere gjorde jeg det samme igen. Som Trader er det uundgåeligt at lave fejl, og også mere end én. Pointen er, at man som nyuddannet i Energi Danmark ikke bliver målt på sine fejl, men på måden man får rettet op på det, og det man lærer af det.
Jonas Lundgaard Poulsen, Head of Energy Commodities

Mine kompetencer

- Evnen til at holde hovedet koldt, når der er uro på markedet og perioder med høj volatilitet, er altafgørende. Derudover mener jeg, det at have oplevet sæsonerne i markedet er med til at give en bedre forståelse for det udfaldsrum, der er på det aktuelle marked, når vi bygger vores strategiske positioner op.

Det bedste ved mit job

- Den uformelle stemning er noget jeg sætter stor pris på. Vi har meget fleksibilitet og frihed til at vælge hvilke opgaver vi vil allokere vores tid til. Vores vision for Trading-afdelingen er, at tiden brugt fra tanke til handling bør være meget kort.