Kvoteprisen nærmer sig 10 EUR/t

I begyndelsen af denne uge er den europæiske CO2-kvotepris igen begyndt at stige voldsomt. Prisen nærmer sig nu en milepæl, man ikke har været forbi i årevis – 10 EUR/t.

2018 har indtil videre været et særdeles bullish år på det europæiske marked for CO2-kvoter. På årets første handelsdag, 2. januar, lå kvoteprisen på 7,81 EUR/t, men siden da er niveauet steget eksplosivt. I løbet af få uger i januar steg kvoteprisen til ca. 9,50 EUR/t og lå efter et lille fald i ugerne efter på et prisniveau omkring de 9 EUR/t.

I begyndelsen af denne uge er markedet igen blevet ramt af en kraftig bullish tendens. Tirsdag eftermiddag handler en CO2-kvote til 9,69 EUR/t, og det begynder således at nærme sig, at prisen skal over de 10 EUR/t. Sidst kvoteprisen var over dette niveau var tilbage i efteråret 2012 altså for mere end fem år siden.

Årsagen til, at markedet, som ellers lod til at have stabiliseret sig omkring de 9 EUR/t, igen er begyndt at stige voldsomt, er at mange af de typiske købere gerne vil dække ind for fremtiden nu i stedet for at vente. Det kan ses som et signal fra markedet om, at der er en udbredt forventning om, at priserne skal endnu højere inden længe - sandsynligvis over 10 EUR/t.

De voldsomt stigende kvotepriser trækker de europæiske elpriser med sig op. Torsdag eftermiddag er den tyske årskontrakt for 2019 steget med 0,40 EUR/MWh, mens den tilsvarende nordiske kontrakt er oppe med 0,72 EUR/MWh.